Af Mathilde Kondrup Rasmussen, Journalist, videnskab.dk

I oktober spreder rædslen sig, efterhånden som dagene bliver kortere, og mørket falder tidligere. En snigende uro kulminerer den 31. oktober, hvor Allehelgensaften indhyller alt i en tæt atmosfære af frygt og forventning. Måske er du stødt på et kostume, der var så uhyggeligt, at det fik dig til at fryse eller flygte. Men hvad er det egentlig i hjernen, der fremkalder den reaktion, og kan vi lære noget af det? En ny undersøgelse, offentliggjort i Molecular Psychiatry, afslører, at to specifikke områder i hjernen rummer nøglen til netop det spørgsmål (Williams et al. 2025).

Kroppens alarmsystem: Den instinktive forsvarsmekanisme mod trusler.

Frygt er en kognitiv funktion, der – ligesom hos andre dyr – hjælper os med at beskytte os mod fare. Det er derfor afgørende for din overlevelse at vælge den rigtige forsvarsstrategi, når du står over for en potentiel trussel – for eksempel at flygte, kæmpe eller fryse. Men det er lige så vigtigt at kunne justere og tilpasse sin reaktion, når faren viser sig ikke at være reel. I studiet undersøgte forskerne frygtreaktioner hos mus, der blev udsat for en såkaldt Visual Looming Stimulus (VLS) – en simuleret mørk skygge, der efterligner en rovfugl, der nærmer sig fra oven. En skaldet ørn svæver mod et lilla bur med en bange rotte, der har røde udråbstegn over hovedet, på en sort baggrund. En ny undersøgelse viser meget præcist, hvad der sker i musens hjerne, når den udsættes for fare. Efter tre dage med at være udsat for den truende skygge uden at der skete noget farligt, kunne forskerne se, hvordan musene gradvist lærte at tilpasse deres medfødte frygtreaktioner. De blev simpelthen mindre forsigtige: De frøs i kortere tid. De gemte sig i kortere tid. De begyndte at udforske mere. Albert Gjedde, professor emeritus i neurobiologi og farmakologi ved Københavns Universitet, har læst den nye undersøgelse for Videnskab.dk. Han sammenligner resultaterne med historien om Peter og ulven: Når du oplever en falsk alarm igen og igen, holder du til sidst op med at reagere – selv hvis faren en dag er reel. “Dyr, der udsættes for en trussel flere gange uden reel fare, udvikler hurtigt en reduceret frygtreaktion,” siger han. Albert Gjedde mener også, at forskningen er interessant for vores viden om mennesker, selvom der er langt fra mus eller rotter til mennesker (f.eks. se Benkelfat et al. 1995, Bornebusch et al., 2021).

Kan museforsøg fortælle os noget om mennesker?

Selvom den amerikanske undersøgelse blev udført på mus, kan resultaterne i princippet overføres til mennesker, siger Albert Gjedde. “Mennesker har de samme områder i hjernen, så man kunne forestille sig, at det samme gælder for os.” Det ville dog være ekstremt vanskeligt at udføre lignende eksperimenter på mennesker, som også var etisk forsvarlige. Det er både svært og etisk problematisk at simulere uventede trusler mod mennesker. Derfor må man bruge situationer, hvor folk frivilligt udsætter sig for let risikable eller ukendte situationer og derefter måle effekten. Eksempler kunne være rygning, alkohol eller andre stoffer, som folk vælger at prøve selv,” forklarer Albert Gjedde. Der er dog studier på mennesker (herunder Henderson 2025, Jehl et al., 2025), der undersøger nogle af de samme hjerneområder som det amerikanske museforsøg.

Hjernens frygtcenter.

Studiet fokuserede på et område i midthjernen kaldet den interpedunkulære kerne (IPN), som længe har været forbundet med angst- og frygtreaktioner. IPN fungerer som et vigtigt knudepunkt, der forstærker reaktioner på ubehagelige stimuli og indeholder mange hæmmende nerveceller – de såkaldte GABAerge neuroner. Da musene så den skræmmende skygge for første gang, målte forskerne en betydelig stigning i aktiviteten i disse neuroner. Men da musene lærte, at der ikke var nogen reel fare, faldt aktiviteten igen, hvilket viste, at IPN spiller en central rolle i hjernens evne til at lære og tilpasse frygtsvar. Museforsøget har vist, at IPN fungerer som hjernens alarmsystem, der sender en besked til LDTg om, hvor farlig situationen er. Dette alarmsystem kan slukkes ved hjælp af somatostatin-neuroner.
Når hjernen lærer, at ulven alligevel ikke kommer.
Forskerne fandt også ud af, at en specifik forbindelse i hjernen fra IPN til et andet område kaldet Laterodorsal Tegmental Nucleus (LDTg) er afgørende for, at musene lærer at skelne mellem reelle og falske trusler. Da forskerne midlertidigt ‘slukkede’ for denne forbindelse, kunne musene ikke længere tilpasse sig. De fortsatte med at gemme sig, selvom der ikke længere var nogen fare. Derudover fandt forskerne en særlig type hjernecelle i IPN kaldet somatostatin-neuroner. “Somatostatin kan ‘slukke advarselslyset’ i hjernen, så vi ikke længere reagerer på fare,” forklarer Albert Gjedde og tilføjer: “Dette er vist før, men det nye er, at vi nu præcist har kortlagt, hvilke nerveceller og forbindelser i hjernen der er involveret.”

Er det dårligt at slukke for angst?

I museforsøget viste forskerne, hvordan somatostatin kan fjerne angst hos musene. Dette var en fordel for musene, for ellers ville de være bange for en fare, der ikke var reel. Hvis de ikke havde lært at håndtere truslen, ville de fortsætte med at gemme sig og måske gå glip af mad. I virkeligheden kunne det være farligt for dem.
Men kan det være skadeligt helt at fjerne angst? Ifølge Albert Gjedde kan dette gøre os meget risikable. Vi ville være mere tilbøjelige til at gøre farlige ting uden at tænke over konsekvenserne. Derfor er det vigtigt at have en naturlig balance: For meget angst kan holde os tilbage, mens for lidt angst kan føre os ud i farlige situationer.

At kunne tænde frygten.

Studiet viser, at frygtreaktionen hos mus kan kontrolleres. I princippet kan den mekanisme, der skaber angst, ‘slås fra’ ved at påvirke visse forbindelser i hjernen. Ifølge Albert Gjedde kan denne viden bruges som et springbræt for studier på mennesker og give nye perspektiver på både behandlingen af angstlidelser og forståelsen af det modsatte: mangel på frygt. “Dette kan forklare, hvorfor nogle mennesker, for eksempel dem med psykopatiske træk, mangler frygt. De kan være født med eller have udviklet en slags “lukket frygtmekanisme”.
Han mener, at studiet er et vigtigt bidrag til videnskaben og muliggør mere målrettede behandlinger. “Men vi kan først teste det fuldt ud på mennesker, når vi har sikre og etisk forsvarlige metoder,” siger han og tilføjer: “Hos mus kan man fuldstændig kontrollere deres miljø og udsætte dem for situationer, der fremkalder frygt, uden at det er farligt. Hos mennesker kan man ikke udsætte folk for reel fare. Det ville være uetisk.

Testpersonerne skal frivilligt vælge at befinde sig i situationer, der føles risikable, men som faktisk ikke er farlige.

Referencer:

Benkelfat C, Bradwejn J, Meyer E, Ellenbogen M, Milot S, Gjedde A, Evans A. Funktionel neuroanatomi af CCK4-induceret angst hos normale, raske frivillige. Am J Psychiatry. 1995 Aug;152(8):1180-4. doi: 10.1176/ajp.152.8.1180. PMID: 7625467.

Bornebusch AB, Mason GF, Tonetto S, Damsgaard J, Gjedde A, Fink-Jensen A, Thomsen M. Effekter af ketogen diæt og keton-monoester tilskud på akutte abstinenssymptomer ved alkohol hos han mus. Psychopharmacology (Berl). 2021 Mar;238(3):833-844. doi: 10.1007/s00213-020-05735-1. Epub 2021 Jan 7. PMID: 33410985; PMCID: PMC7914216.
Henderson BJ. Langsomt drevet: En ny regulerende pause for nikotinbelønningsrelateret adfærd. Neuron. 18. juni 2025;113(12):1845-1846. doi: 10.1016/j.neuron.2025.05.012. PMID: 40541326.

Jehle J, Ciscato M, Vicq E, Guyon N, Dejean de la Batie G, Mondoloni S, Frangieh J, Mohayyaei M, Nguyen C, Pons S, Maskos U, Hardelin JP, Marti F, Corringer PJ, Faure P, Mourot A. Den interpedunkulære kerne dæmper nikotins belønnende effekt. Neuron. 18. juni 2025;113(12):1898-1907.e6. doi: 10.1016/j. neuron.2025.03.035. Epub 2025 Apr 21. PMID: 40262615; PMCID: PMC12181049.

Williams EW, Snively L, O’Meara BR, Jacobs HL, Kolb M, Zhao-Shea R, Pavchinskiy RG, Keppler E, Baratta MV, Tapper AR, Molas S. Funktionen af GABAerge neuroner i den interpedunkulære kerne styrer trusselsbehandling og medfødt defensiv adaptiv læring. Mol Psychiatry. 2025 Nov;30(11):5427-5436. doi: 10.1038/s41380-025-03131-9. Epub 2025 Aug 8. PMID: 40781544; PMCID: PMC12532598.