Foredrag i samarbejde med HjerneForum

• Tilbage til fremtiden

  • ’På baggrund af erfaringer fantaserer vores avancerede hjerner om fremtiden – og vi sætter kursen mod denne indbildte fremtid. Jeg kalder fænomenet ”hjernens brug af indbildte fremtider”. Men hvordan finder vi hoved og hale i fakta og fiktion? Menneskets hjerne består af milliarder af nerveceller og neuroner, som alle kommunikerer med hinanden. 900 millisekunder inden kroppen foretager sig noget, har disse celler allerede arbejdet på kryds og tværs. Med initiativet, som foregår i hjernens pandelap, instrueres de mange nerveceller i at løse en given opgave: ”Det er ligesom folk der taler i telefon med 10.000 mennesker på en gang – det hele foregår bare i en hjerne”. I modsætning til dyr, som udvikler sig ved at tilpasse sig meget specifikke livsvilkår (Darwin) har mennesker generalisthjerner, og dermed kan vi tilpasse os en foranderlig verden: “Vi ved ikke hvordan det gik til, men hjerneforskningens fornemmeste opgave er at forstå, hvordan generalisthjernen bevirker, at mennesker kan tilpasse sig forhold overalt på Jorden, på Månen og snart måske på Mars. Det viser sig, at mennesker bruger den særlige generalisthjernes evne til at fantasere om fremtiden: Vi kan forestille os et bredt spektrum af fremtider – baseret på erfaringer, der er gemt i hukommelsen – og vi kan med en vis sandsynlighed forudsige muligheder og fordele ved forskellige fremtider.” Det bliver dog problematisk, når vi ser på fundamentet for disse forestillede fremtider. Fantasien er nemlig baseret på minder om fortiden og de følelser, der knytter sig hertil. “Fejltagelserne sker, når følelserne får ideologer af enhver art til at forsøge at bygge fremtiden på fejlbarlige erindringer om fortiden. Imperier bryder sammen, verdenskrige udbryder, religiøse konflikter raser, når utilstrækkeligt gennemarbejdede fremtider bruges som skabelon for nutidige tiltag.”

• Den forudsigende hjerne

  • Forestillingen om at hjernen konstruerer forklaringer og hypoteser for de sanseoplevelser, den bliver udsat for, daterer sig tilbage til Platons studerende. Ideen blev yderligere formaliseret af Hermann von Helmholtz for mere end 100 år siden. Detthar ført til, at vi idag mener, at hjernens primære funktion er at forudsige den fremtidige verden og dermed også sig selv.

• Den forudsigende hjerne og dens sammenbrud

  • Hjernen og alderdommenAlderdommen er plaget af de henfald, som rammer bevidsthed, hukommelse og kommunikation, men her kan det være en hjælp at begynde med den ret nye erkendelse, at hjerner først og fremmest synes at have den opgave at muliggøre bevægelser. Bevægelserne bliver mulige ved hjælp af oplysninger fra bevidstheden om hukommelse og kommunikation mellem mennesker. Alderdommen skal derfor måske først og fremmest forstås som den fase i livet, hvor bevægelser bliver vanskeligere og til sidst ophører, når de tre mekanismer bag bevidsthed, hukommelse og kommunikation bryder sammen af grunde, som vi stadig kun kan gisne om.

• Hjernen: Hvad gør den og hvordan?

  • Hjernen består af 1½ kg fedtvæv. Med denne klump har mennesket formået at spadsere på månen, udsmykke det Sixtinske Kapel og opfinde selvkørende biler. Hvad er hjernen i stand til? Og hvorfor brænder den nogen gange sammen? Som kroppens hovedkvarter styrer hjernen hjerteslag, følelser, indlæring og hukommelse. Hjernen gør også mennesket i stand til at forestille sig konsekvensen af handlinger og til at forudse situationer. Stress og depression skyldes ofte en overbelastet hjerne – vi mister kontrollen og rationaliteten.

• Højere integrative hjernefunktioner

  • Det store spørgsmål er, hvordan hjernens højere integrative funktioner forholder sig til signalstofudvekslingen hos raske og syge. Med PET er det muligt at forbinde forskellige bevidstheds- og personlighedstilstande til signalstofafgift og derved afsløre, hvordan signalstoffernes dynamik enten betinger eller afhænger af bestemte bevidstheds- og personlighedstilstande, især i forbindelse med kronisk sygelige tilstande som afhængighed og misbrug. Hvis det viser sig, at bestemte personlighedstyper, bevidsthedstilstande og sindsstemninger er knyttet til bestemte mønstre ved signalstofafgivelsen, bliver det for første gang muligt at opstille en teori for bevidstheden, hjerneforskningens største gåde.

• Optimer din hjerne

  • Hver eneste dag har vi brug for at huske, lære og navigere i en verden fyldt med informationer. Det er kroppens suveræne kommandocenter, hjernen, der løser disse opgaver. Men hvordan fungerer hjernen egentlig? Hvilke dele af hjernen bruger vi hvornår, og hvorfor går det nogle gange galt? Hvorfor glemmer vi ofte de samme ting? Den gode nyhed er, at din hjerne kan komme i topform, og at det aldrig er for sent at gå i gang. Med den rigtige træning, søvn, kost og motion kan du forbedre din hukommelse og koncentrationsevne og blive endnu bedre til at prioritere og tage beslutninger i hverdagen. Få forskerens råd til, hvordan du optimerer din hjerne, og bliv rustet til at vinde næste omgang Trivial Pursuit.

• Hjernen og psykiatrien

  • Hjernen og psykiatrien i 400 års dansk perspektiv: De sidste 400 år har været vidne til et kapløb mellem de få kendsgerninger om hjernen og de mange antagelser om sjælen og dens sygdomme. De 400 år begyndte med Niels Steensen og sluttede med Ole Rafaelsen. Vi står nu overfor det 21. århundrede med endnu en uudnyttet mulighed for at underkaste antagelserne den endelige afprøvning, som vil opløfte dem til gruppen af kendsgerninger. Denne udfordring vil blive belyst ved en gradvis udfoldning af kendsgerningernes og antagelsernes dynamiske parløb af danske hjerneforskere og sjælesørgere gennem de fire århundreder, med de 17. og 18. århundreders møjsommelige indsamling af kendsgerninger, med det 19. århundredes strid mellem anatomiske landvindinger og antagelser om sjælelivets dynamik, det 20. århundredes første halvdels gradvise indsamling af stadig flere kendsgerninger i konkurrence med antagelser om sjælelige oplevelser, for at nå til det 20. århundredes anden halvdel med striden mellem de stadig mere detaljerede kendsgerninger og stadig mere talrige antagelser om sjælelivets dynamik og sammenbrud, som nåede næsten 1000 psykiatriske diagnoser ved slutningen af 20. århundrede uden afgørende forankring i kendsgerninger. Det 20. århundredes 2. halvdel sluttede med kapløbet mellem transportproteiner i cellemembraner og arbejdsdelingen mellem nerve og muskler på den ene side, og virkningen af molekyler og meningsudvekslinger mellem mennesker på sjælelivets udfoldelser på den anden side,, og kapløbet kan på en vis måde siges at være vundet af de sjælelige udfoldelser, som i stadig højere grad lagde beslag på psykiatriens behandlingsforløb.